Dansk A

Vejledning

Vejledning specielt til dette opgavesæt
Dette opgavesæt indeholder fire opgaver med tilhørende tekster.

Teksterne til de enkelte opgaver
Du finder frem til teksten eller teksterne til de enkelte opgaver ved at klikke på linket.

Du skal besvare én af opgaverne
Brug opgavens titel som overskrift for din besvarelse.

Kildeoplysninger
Oplysninger om kilderne til de enkelte tekster findes i teksternes manchetter på opgavesiderne.

Henvisninger til medieklip og brug af screenshots
Du kan henvise til dele af medieklip f.eks. ved at angive afspillerens minut- og sekundtal for henholdsvis starten og afslutningen af den del af en tekst, du benytter. Du kan også bruge screenshots i din artikel.

Om de to opgavegenrer

Artiklen som genre
De to opgavegenrer, du kan vælge at skrive, ligger indenfor den overordnede skrivegenre: artikel. En artikel er en faktatekst, som ville kunne offentliggøres og læses af en interesseret læser.
Du er afsenderen. Den modtager, du skal have i tankerne, når du skriver, er en medborger, der interesserer sig for kultur og litteratur. Din modtager er bredt orienteret i danske medier, bøger, film og aktuelle debatter samt i den danske litteraturhistorie. Din modtager kender derfor også danskfaglige begreber som eksempelvis fortællesynsvinkel, flashforward og metafor. Det betyder, at du ikke behøver at definere disse begreber, når du bruger dem. En artikel er opbygget med en indledning, en midte og en afslutning. Indledningen er fokuseret, den rummer og åbner for centrale aspekter af emnet og din vinkel. Din artikel skal være skrevet i en sammenhængende form (dvs. ikke i punktform). Den skal have en fokuseret overskrift (til eksamen er det den titel, som hører til opgaven) og kan eventuelt rumme underoverskrifter.
I din artikel bruger du viden og tekster. Du skal præsentere de tekster, du inddrager, for din læser, hvilket vil sige, at du i din tekst skal nævne forfatter, titel og gerne årstal, når du nævner teksten første gang. Det betyder til prøven, at også de tekster, som er til opgaverne, skal præsenteres for din modtager. Du kan ikke forvente, at din læser kender det materiale, opgaven er stillet i til den skriftlige prøve.
Du skal samtidig altid henvise til det materiale, du inddrager i din artikel. Du kan henvise på flere måder, men brug samme måde gennem hele artiklen. Du kan bruge fodnoter, henvise i parentes i din tekst eller som du ellers har lært det. Det vigtigste er, at du er konsekvent gennem hele artiklen og henviser på den samme måde. Når du undersøger medieklip, er det også muligt at bruge screenshots i din artikel.

Analyserende artikel
Når du skriver en analyserende artikel, skal du undersøge en tekst ved at nærlæse den med henblik på analyse, fortolkning og vurdering. Teksten kan være mundtlig, skriftlig eller multimodal. Din opgave er at formidle din tekstforståelse klart for en læser, der ikke kender teksten, og forklare din læser, hvad der står i teksten, og hvordan teksten – også dét, der gemmer sig mellem linjerne – skal forstås. Det er vigtigt, at du i din analyse både går helt tæt på teksten og citerer centrale passager og hæver dig over dine tekstnedslag vha. relevante analysebegreber. Når du slår ned på noget i teksten, skal du huske at forklare og udlægge det for din læser. Hvis opgaven kræver det, skal du også gennem en perspektivering vise, hvordan teksten kan læses og forstås i en bredere sammenhæng, det kan fx være en litteraturhistorisk, tematisk eller genremæssig sammenhæng.

Kendetegnende for den gode analyserende artikel er det, at den viser blik for tekstens hvad, hvordan og hvorfor og formidler analysen, fortolkningen og vurderingen klart, vinklet og sammenhængende. Tænk på, at din artikel skal føre læseren frem til en samlet forståelse og perspektivering af teksten.
Typiske skrivehandlinger: Forklare, beskrive, dokumentere, udlægge, analysere, fortolke, vurdere, perspektivere.
Delvist beslægtede genrer: Anmeldelser, værklæsninger i tekster om forfatterskaber eller filmgenrer, forfatter- eller værkbiografier, foredrag om litteratur, kunst eller film, podcast/radio/tv om kultur, retoriske analyser af taler, litterære forskningsartikler.

Debatterende artikel
Når du skriver en debatterende artikel, skal du undersøge og diskutere et danskfagligt debatemne eller spørgsmål. Dit mål med artiklen skal være 1) gennem en diskussion at gøre din læser klogere på emnet og de forskellige vinkler og synspunkter, man kan anlægge på det, 2) i en mere debatterende form at argumentere for dine holdninger til emnet og gennem en stærk og velgennemtænkt argumentation at forsøge at overbevise din læser om dine synspunkter.
Til den debatterende artikel knytter der sig altid et tekstmateriale – det kan både være mundtligt, skriftligt og multimodalt. Du skal undervejs i din debatterende artikel inddrage og forholde dig til tekstmaterialet ved at forklare din læser, hvilke synspunkter og argumenter der er centrale. Det er meningen, at du skal inddrage det, der er væsentligt for din egen undersøgelse eventuelt med konkrete citater eller eksempler fra teksten. Du skal samtidig inddrage andre synspunkter og eksempler, som kan understøtte din argumentation, og derved overbevise din læser. De andre synspunkter kan være fra en anden tekst, men det kan også være synspunkter, som du selv formulerer. Dine eksempler kan du hente fra aktuelle sager, egne oplevelser med relevans for emnet, eller noget du har læst eller set i undervisningen, i avisen, på nettet, i fjernsynet el.lign.

Kendetegnende for den gode debatterende artikel er, at den undersøger det danskfaglige emne, formulerer præcise synspunkter ved hjælp af relevante eksempler og belæg og formår at overbevise sin læser.
Typiske skrivehandlinger: Argumentere, eksemplificere, redegøre, karakterisere, diskutere.
Delvist beslægtede genrer: Aviskronikker, debatindlæg, klummer, diskussioner på sociale medier, tv/radio-debatter, politiske taler, avisledere, blogindlæg.

Indholdsfortegnelse

Opgaver og tekster
Du skal besvare én af opgaverne 1 – 4. Brug opgavens titel som overskrift for din besvarelse.


Analyserende artikler

1. Misundelse
1. Jesper Wung-Sung: Aya

2. Selvbedrag
2. Holger Karberg: Den Utrolige (medieklip)

3. Genreforventninger
3. Niviaq Korneliussen: Ønskeseddel


Debatterende artikel

4. Ligestilling i den offentlige debat 
4a. Malene Møller Hall: Ligestillingsfejde på vildspor: Vi korsfæster mænd for at tale grimt om kvinder, men hædrer Tessa for at gøre præcis det samme mod Blachman 
4b. Lærke Cramon: Tessa tager én for holdet og råber, så alle ældre generationer kan høre det
4c. Tessa: Instagram-opslag (medieklip)


Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet.


Opgave 1

Titel: Misundelse

Opgaveformulering

Skriv en analyserende artikel, hvor du undersøger tekster, der fremstiller misundelse.

I din artikel skal du analysere, fortolke og perspektivere Aya (tekst 1).

I din undersøgelse skal du anvende relevante tekstnedslag og:

  • analysere og fortolke Aya med fokus på forholdet mellem fortælleren og hendes søster samt, hvordan misundelse påvirker fortælleren. Du skal bl.a. komme ind på novellens slutning og symbolik
  • perspektivere din analyse og fortolkning til det overordnede emne for artiklen, idet du inddrager et eller flere andre eksempler fra fx litteratur, dokumentar eller film
  • formidle din tekstforståelse klart for din læser med en fokuseret indledning og en nuanceret afslutning

Omfang af din artikel: tre-fire normalsider a 2400 tegn med mellemrum

Tekst til opgave 1

Til opgaven hører en tekst (tekst 1).

Opgave 2

Titel: Selvbedrag

Opgaveformulering

Skriv en analyserende artikel, hvor du undersøger fremstillinger af selvbedrag.

I din artikel skal du analysere, fortolke og perspektivere kortfilmen Den Utrolige (tekst 2).

I din undersøgelse skal du anvende relevante tekstnedslag (gerne i form af screenshots) og:

  • analysere og fortolke Den Utrolige med fokus på, hvordan hovedpersonens selvbedrag bliver fremstillet, bl.a. gennem replikker og filmens komposition. Undersøg i den forbindelse, hvordan de filmiske virkemidler understøtter fremstillingen
  • perspektivere din analyse og fortolkning til det overordnede emne for artiklen, idet du inddrager et eller flere andre eksempler, fx jegfortællere i litteratur
  • formidle din tekstforståelse klart for din læser med en fokuseret indledning og en nuanceret afslutning

Omfang af din artikel: tre-fire normalsider a 2400 tegn med mellemrum

Til opgaven hører en tekst (tekst 2).

2. Holger Karberg: Den Utrolige

Kortfilmen er instrueret af Holger Karberg og havde premiere på Ekko Shortlist den 15. september 2025.


Opgave 3

Titel: Genreforventninger

Opgaveformulering

Skriv en analyserende artikel, hvor du undersøger, hvordan tekster kan bryde med læserens genreforventninger.

I din artikel skal du analysere, fortolke og vurdere Ønskeseddel (tekst 3).

I din undersøgelse skal du anvende relevante tekstnedslag og:

  • analysere og fortolke Ønskeseddel med fokus på fortælleren og hendes oplevelse af det samfund, hun er en del af. Du skal komme ind på bl.a. genre, sprog og komposition
  • vurdere virkningen af novellens brud med læserens genreforventninger. Du må gerne inddrage andre eksempler fra fx litteratur, film eller kampagner
  • formidle din tekstforståelse klart for din læser med en fokuseret indledning og en nuanceret afslutning

Omfang af din artikel: tre-fire normalsider a 2400 tegn med mellemrum

Tekst til opgave 3

Til opgaven hører en tekst (tekst 3).

Opgave 4

Titel: Ligestilling i den offentlige debat

Opgaveformulering

Skriv en debatterende artikel, hvor du undersøger, om der er forskel på, hvad mænd og kvinder må sige offentligt
 
I din artikel skal du inddrage Ligestillingsfejde på vildspor: Vi korsfæster mænd for at tale grimt om kvinder, men hædrer Tessa for at gøre præcis det samme mod Blachman (tekst 4a), Tessa tager én for holdet og råber, så alle ældre generationer kan høre det (tekst 4b) og Instagram-opslag (tekst 4c).

I din undersøgelse skal du anvende relevante tekstnedslag og:

  • diskutere og debattere, om der er forskel på, hvad mænd og kvinder må sige i den offentlige debat, og hvilke konsekvenser det kan have for ligestillingen. Inddrag hovedsynspunkter og argumenter fra Ligestillingsfejde på vildspor: Vi korsfæster mænd for at tale grimt om kvinder, men hædrer Tessa for at gøre præcis det samme mod Blachman og Tessa tager én for holdet og råber, så alle ældre generationer kan høre det
  • underbygge dine egne argumenter ved at inddrage Instagram-opslag som eksempel på sprogbrug i ligestillingsdebatten. Du må gerne inddrage andre nutidige og/eller historiske eksempler
  • præsentere emnet gennem en fokuseret indledning og diskussion og forsøge at overbevise din læser gennem en stærk og velgennemtænkt argumentation med en afslutning, der markerer dit synspunkt

Omfang af din artikel: tre-fire normalsider a 2400 tegn med mellemrum

Tekster til opgave 4

Til opgaven hører tre tekster (tekst 4a, 4b og 4c)

4c. Tessa: Instagram-opslag

Opslag på Tessas Instagram-profil den 11. januar 2022.


Oplysninger til brug for Copydan

Bringes i henhold til aftale mellem Børne- og Undervisningsministeriet og Copydan.

Opgave 1
Jesper Wung-Sung: Aya.
Lad os rejse os. Forlaget Fugl, 2020.

Opgave 2
Holger Karberg: Den Utrolige.
https://www.ekkofilm.dk/shortlist/film/den-utrolige/, 2025.

Opgave 3
Niviaq Korneliussen: Ønskeseddel.
Politiken, https://politiken.dk/magasinet/fortaelling/art5557893/Novelle-af-Niviaq-Corneliussen-%C3%98nskeseddel, 22. december 2014.

Opgave 4
Malene Møller Hall: Ligestillingsfejde på vildspor: Vi korsfæster mænd for at tale grimt om kvinder, men hædrer Tessa for at gøre præcis det samme mod Blachman.
Berlingske, https://www.berlingske.dk/kommentarer/ligestillingsfejde-paa-vildspor-vi-korsfaester-maend-for-at-tale-grimt-om-kvinder-men-haedrer-tessa-for-at-goer-praecis-det-samme-mod-blachman, 13. januar 2022.

Lærke Cramon: Tessa tager én for holdet og råber, så alle ældre generationer kan høre det.
Information,https://www.information.dk/debat/leder/2022/01/tessa-tager-holdet-raaber-saa-aeldre-generationer-kan-hoere, 15. januar 2022.

Tessa: Instagram-opslag.
Instagram, https://www.instagram.com/p/CYlviiwJ45y/?utm_source=ig_embed, 11. januar 2022.

Dette prøvesæt er omfattet af ophavsretten, jf. ophavsretslovens § 1.

Prøvesættet må alene anvendes til den på prøvesættet anførte prøve.

Al anden anvendelse af prøvesættet, herunder visning eller deling f.eks. via internettet, sociale medier, portaler og bøger, udgør en krænkelse af Børne- og Undervisningsministeriets og evt. tredjemands ophavsret og er ikke tilladt.

Overtrædelse af ophavsretten kan være erstatningspådragende og/eller strafbart.

Prøvesættet kan dog, efter at prøven er afsluttet, anvendes til undervisningsbrug på uddannelser m.v. omfattet af den lovgivning, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet administrerer.

Børne- og Undervisningsministeriet